Organizers til Polit Case Competition søges

Vil du være en del af Polit Case Competition?

Vi søger motiverede og engagerede frivillige, som ønsker at udvikle og arrangere Polit Case Competition og samtidig blive en del af et fantastisk team af medstuderende. Som frivillig får du en masse erfaring, professionel udvikling og muligheden for at stå bag et af de største arrangementer på politstudiet.

Hvad er Polit Case Competition?

Polit Case Competition afholder hvert år en række arrangementer som skal dygtiggøre økonomistuderende i caseløsning. Vi afholder casebaserede konkurrencer med afsæt i økonomistudiet, hvor både bachelor- og kandidatstuderende kan deltage. Vi stræber efter at skabe en interessant og udfordrende case, baseret på virkelighedsnære problemer, hvor samarbejde, økonomisk teori og præsentationsevner bruges i løsningen.

Polit Case Competition afholder hvert år arrangementer for over 100 engagerede økonomistuderende fra hele landet. Bag Polit Case Competition står et hold af frivillige politstuderende, og vi har brug for endnu flere kræfter i vores organisation.

En ambitiøs organisation med mulighed for stort ansvar

Arbejdsopgaverne i organisationen er mange, og vi tror på, at drivkraften bag frivilligt arbejde er at lave noget sjovt. Hvad end dine evner og interesser ligger indenfor regnskab, marketing, funding eller lignende, så får du indflydelse på både store og små beslutninger for udviklingen af Polit Case Competition.

Som en del af teamet vil du få mange nye bekendtskaber på tværs af studiet og udvikle dit netværk. Da Polit Case Competition finansieres af virksomhedspartnere, så vil der desuden være rig mulighed for at møde flere store danske virksomheder. Du forventes at kunne mødes med resten af teamet ca. en gang om måneden. Derudover kan du forvente en arbejdsindsats på et par timer om ugen i din arbejdsgruppe. Derudover afholder vi en sommerhustur i november som du også forventes deltage i.

Vi opfordrer alle interesserede til at ansøge om at blive en del af vores team. Det er ikke afgørende, hvor langt du er på studiet og man bidrager med lige så meget på 1. semester som på 8. semester. Så længe motivationen og lysten er der, vil arbejdsopgaver og –områder tilpasses derefter.

Ansøgning

Ønsker du at være med til at arrangere Polit Case Competition 2021, så send os en mail hvor du:

-          Kort fortæller om din motivation for at være med

-          Fortæller hvordan du kan bidrage til at gøre Polit Case Competition 2021 til det bedste hidtil.

Du bedes sende ansøgning til ansogning@politcasecompetition.com senest d. 14/05 - 2021. Har du spørgsmål, så send en mail til ael@politcasecompetition.com eller ring på 20 21 16 58.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.